Kunstvæggen, det midlertidige gadegalleri i indhakket ved varmestuen i Borgergade, bliver snart prydet af et nyt værk fra den lokale kunstner Victor Holst Hansen. Med værket 'Maske Ydre' undersøger han temaet masker og de identiteter, vi deler med omverdenen.
Gennem brug af streger, geometri og visuelle signaler reflekterer Holst Hansen over spændingen mellem det indre og det ydre—mellem hvem vi er, og hvad vi vælger at vise. Masken bliver i hans værk et symbol på beskyttelse, rolle og tilhørsforhold samt de mange identiteter, vi bevæger os imellem.
Victor Holst Hansen bor i Horsens og har en baggrund fra det første hold på Visuelt Gymnasium Horsens fra 2013 til 2016. Foruden at undervise på Visuelt Gymnasium har han afholdt adskillige workshops og aktiviteter i lokalområdet. Det er desuden muligt at opleve et af hans tidligere værker i baggården ved Café 31, skabt under Horsens Holder 2025.
Kunstnerens arbejdsproces starter ofte med spontane streger, der udvikler sig til billeder fulde af farver, former og rytme. Eksperimenter med nye materialer skaber inspiration, og dette leder til værker med lag, struktur og personlige fortællinger.
Ferniseringen af udstillingen 'Maske Ydre' finder sted fredag den 27. marts klokken 16.30 i Borgergade, hvor alle er velkomne til at opleve det nye bidrag til Kunstvæggen.
Det nye værk afløser tidligere værker på Kunstvæggen, som blandt andet har præsenteret kunst af Kristina Fernos, Jeppe Valentin, Thue Møller, tekstilkunstneren Sådanja, illustrator Karina Bækkelund og gruppeudstillingen FreedomFrihed med kunstværker på skateboards.
Projektet er sat i værk af MÆRK Byen, Horsens Kommunes bylivsindsats, i samarbejde med kurator Phuc van Dang.
For yderligere information kontakt Anne-Mai Vig Mott, projektkoordinator, MÆRK Byen, på mail: avmo@horsens.dk eller telefon: 23372203.