Streetart fra EM i badminton får permanent plads i lokale haller i Horsens kommune

dato

De tre store streetart-værker, som blev skabt under EM i badminton foran Forum Horsens, får nu varig plads i lokale haller rundt om i Horsens Kommune.

Under årets EM i badminton i Horsens var Horsens Kommunes bylivsindsats, MÆRK Byen, med til at arrangere en lang række kulturaktiviteter omkring Forum Horsens og midtbyen. Blandt disse var et særligt streetart-projekt, hvor tre store malerier – hver næsten 5 x 5 meter – blev skabt live foran Forum Horsens i samarbejde med Galleri Grisk.

Kunstneren bag værkerne, Pil Anna Tesdorpf, der arbejder under navnet 'PILAT', blev valgt til at sætte sit præg på mesterskabet. Temaet for de tre malerier var ’kvinder i sport’, og alle værkerne afspejler kvinder i badminton i forskellige kunstneriske stilarter og udtryk.

Værkerne blev malet som en del af et maraton i live-painting under EM, hvor ønsket fra starten var, at de skulle have en langsigtet effekt og en bæredygtig løsning – det vil sige, at kunstværkerne ikke blot skulle kasseres efter eventet.

Efter en ansøgningsproces er det nu besluttet, at to af de store værker opsættes udendørs ved hallen i Gedved, mens det tredje får plads indendørs i Horsens Badminton Klub (HBK). Ved at placere værkerne i de lokale haller får både atleter og besøgende glæde af de markante kunstværker, som også vil være at finde, når Horsens igen er vært for VM i badminton for hold i 2026.

Kunstneren PILAT er født i 1995 og har en bachelor i visuel kommunikation fra Royal Danish Academy. Hun arbejder som illustrator med base i både København og Barcelona, og er kendt for sine væg- og gavlmalerier i retro-farver med feministiske budskaber, ofte med fokus på kvinders repræsentation i sport.

Værkerne bliver hængt op i denne uge.

Kontaktinformation:
Tine Nørgård, Projektkoordinator
Mail: tino@horsens.dk
Mobil: 24790112

Horsens Kommune
Chr M Østergaards Vej 4
8700 Horsens
Telefon: 76 29 29 29
Mail: horsens.kommune@horsens.dk

For yderligere information se https://horsens.dk/

https://horsens.dk/omhorsenskommune/presse/pressemeddelelser/blevmaletunderemihorsensnufaargigantiskekunstvaerkernytlivilokalehaller

Kilde: Horsens Kommune