HusCompagniet og Chrøis & Lund indleder samarbejde om opførelse af attraktivt boligprojekt i Horsens

Martin Ravn-Nielsen, CEO i HusCompagniet (Foto: HusCompagniet A/S)
dato

HusCompagniet opfører 42 rækkehuse i Søvind ved Horsens for Chrøis & Lund. Byggeriet forventes at være klar til indflytning allerede i december i år. 

Skovgårdhøjen bliver et nyt, attraktivt boligområde i Søvind ved Horsens, bestående af 42 1-plans rækkehuse og grønne fællesarealer med hængekøjer, legeplads og agilitybane. Bag projektet står Chrøis & Lund som udvikler, mens HusCompagniet står for selve opførelsen af rækkehusene. Boligerne kommer til at variere i størrelserne, hvor de mindste bliver 2-værelses boliger på 67m2 og de største bliver 4-værelses boliger på 126m2. 

Skovgårdhøjen bliver således et attraktivt område for mange aldersgrupper, og bliver en god blanding af rummelige familieboliger og funktionelle hjem for seniorer og yngre par, hvor fællesnævneren er funktionalitet, kvalitet og skønne udearealer.

”Vi har siden første møde haft et godt indtryk af HusCompagniet, der har været proaktive, fagligt stærke og professionelle. Vi glæder os derfor meget til samarbejdet og til at flytte lejere ind i de nye boliger i Søvind til årsskiftet”, siger Henriette Chrøis, direktør og medstifter af Chrøis & Lund.

Det er Chrøis & Lunds datterselskab CL Bolig, der kommer til at stå for udlejning, administration og drift af boligerne i Skovgårdhøjen.

Rækkehusene i Skovgårdhøjen bliver opført med både træfacader og tagkassetter, der er produceret på HusCompagniets egen fabrik. 

”Chrøis & Lund er en spændende aktør, og vi har haft en god proces omkring dette projekt, hvor især det faktum, at vi har vores egen fabriksproduktion, har været et vigtigt parameter, da det betyder, at vi kan starte hurtigt op med opførelsen af projektet. Vi glæder os derfor til, at vi allerede indenfor ganske kort tid rejser de første elementer og for alvor kommer i gang med projektet”, fortæller Christopher Tranæs, projektudviklingsdirektør i HusCompagniet og suppleres af Martin Ravn-Nielsen, CEO i HusCompagniet:

”Vi har en ambition om at være den foretrukne samarbejdspartner indenfor attraktive rækkehusprojekter i hele landet. Vores B2B-afdeling er en unik aktør i markedet, da vi med vores fokus på udelukkende rækkehusbyggeri, kan arbejde målrettet på optimering og de nyeste løsninger, hvilket har stor værdi for vores samarbejdspartnere.”

Ved interesse for lejeboligerne kan CL Bolig kontaktes på udlejning@clbolig.dk eller 7070 7878.

Kilde: HusCompagniet A/S
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.